Lagde du mærke til det? Sådan reddede Fredrik Trudslev Jenna Bagge, da hun sad fast i kjolen
Under Jenna Bagge og Fredrik Trudslevs quickstep kom Jenna Bagge pludseligt i problemer. Hun sad nemlig fast i sin kjole – men heldigvis stod hendes dansepartner klar til at komme hende til undsætning midt i dansen.
Det fortæller Jenna Bagge til TV 2 efter finalen.
– Jeg sad fast i min kjole hen mod slutningen, og Fredrik lavede pludselig nogle nye trin. Vi hyggede os bare. Jeg elskede det, fortalte Jenna Bagge til TV 2.
Sonny Fredie Pedersen havde opfordret de andre par til, at de skulle give sig hen til dansen.
Den opfordring tog Fredrik Trudslev til sig, og i parrets quickstep levede Fredrik Trudslev sig så meget ind i dansen, at han glemte sine trin.
– Jeg blev grebet af stemningen og levede mig helt ind i, at jeg var countryagtig, og pludselig var jeg sådan: ”Gud, hvad er det, jeg skal?” Så fandt jeg bare på mit eget,” griner Fredrik Trudslev til TV 2.
Fredrik Trudslev og Jenna Bagge fik en andenplads i finalen i "Vild med dans".