Landmand søger kærlighed-stjerne forelsket: Katja fortæller sødt om sin nye kæreste
I efteråret kunne man følge Katja Gullaksen og hendes kamp for at finde den eneste ene i ”Landmand søger kærlighed”.
Desværre lykkedes det ikke, men TV 2-programmet har alligevel været indirekte årsag til, at hun mødte Michael, som hun nu er kæreste med. Han skrev nemlig til hende, fordi han havde set hende i programmet.
Michael og Katja har set hinanden gennem efterhånden mange måneder, men det var først i december, de begyndte at kalde sig for kærester.
- Jeg spurgte ham 11. december, om vi skulle være kærester. Det føles, som om det har været rigtigt fra start, fortalte en forelsket Katja, da BILLED-BLADET mødte hende til Reality Awards.
Hun havde ikke sin nye kæreste med til showet, fordi han skulle arbejde, men til gengæld fulgtes hun med sin bror, Kristian, som også var en smule med i ”Landmand søger kærlighed”.
Han har tydeligt kunnet mærke på sin søster, at det har gjort en kæmpe forskel for hende at have været med i programmet, og at hun har fået en kæreste.
- Hun har været meget mere åben. Førhen drillede jeg hende med at sige, at hun ikke var kræsen, men at hun vidste, hvad hun ville have. Ham, hun har fundet, er ikke én, hun havde gået efter førhen. Det har været positivt, synes jeg. Hun er blevet meget mere livsglad. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste har set min søster være så glad på den måde, lød de flotte ord fra Katjas lillebror.