5. feb. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Lars von Triers datter Selma Sunniva vandt en Robert: Gav en opsang på scenen

Selma Sunniva og Lars Von Trier 
Selma Sunniva og Lars Von Trier
Foto: Lars H. Laursen og Mikael Rieck
Selma Sunniva, der er datter af Lars von Trier, vandt i weekenden en Robert for sin kortfilm. Hun benyttede takketalen til at komme med en opsang.

Masser af flotte Robert-priser blev uddelt lørdag aften, og der blev ligeledes holdt mange takketaler.

Men det var ikke kun rosende ord, der faldt fra talerstolen i Tivoli Hotel & Congress Center, for en af prismodtagerne benyttede lejligheden til at komme med en opsang.

Selma Sunniva, der er datter af Lars von Trier og Cæcilia Holbek Trier, har instrueret ”Et eksempel: Dem på gulvet”, der vandt i kategorien ”Årets kortfilm – fiktion/animation”.

Fra scenen indledte hun med at takke alle dem, der har stemt på filmen.

- Vi har været heldige at vinde nogle forskellige ting, og jeg står altid og begynder at græde. Det er halvt nogle nerver og halvt noget taknemmelighed og noget om emnet, sagde en rørt Selma om filmen, der udspiller sig på en psykiatrisk afdeling.

Dernæst benyttede hun sin taletid på at sætte fokus på de uhyrligheder, der den seneste tid har fundet sted i Palæstina som følge af krigen.

Dernæst påpegede hun – uden sammenligning i øvrigt – den forskelsbehandling der fandt sted til selve prisuddelingen.

- Hold kæft hvor er det dyrt at komme med til det her! Hvad sker der? Det er så dejligt for jer andre store film, at I får betalt jeres billetter af produktionsselskabet. Men alle os nede ved børnebordet skal betale 1200 kroner hver, selv om vi er nomineret. Kan man lave en fond eller få noget studierabat – et eller andet? Spurgte Selma Sunniva retorisk ud blandt publikum.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-02-05/20240203_ll27672.jpg
Selma Sunniva
Foto: Lars H. Laursen

Afslutningsvis benyttede hun lejligheden til at rette kritik mod det manglende fokus på psykiatrien.

- Til sidste vil jeg nævne en lille historie fra mit eget liv, der har fået mig til at reflektere over sundhedssystemet. Det er jo en politisk film, vi har lavet. Jeg har været indlagt engang og haft nogle sammenstød med sundhedspersonale. For to måneder siden, mistede jeg min mor. Søde Cæcilia Holbek Trier, en filmlegende, sagde en tydeligt berørt Selma.

- At have mistet hende er en mærkelig oplevelse. Lige pludselig var der en person i telefonen, i alarmcentralen, der sagde: ”Du gjorde alt, hvad du kunne”, til mig. Der var flere, der sagde det samme, og som stod klar til at gribe én. En meget anderledes oplevelse end psykiatrien, påpegede Selma Sunniva i sin opsang.

Hendes mor, Cæcilia Holbek Trier, var blandt andet instruktør, så Selma er gået i begge sine forældres fodspor.

Cæcilia Holbek Trier og Lars von Trier var gift i knap 10 år, og sammen fik de to døtre.

Læs mere om: