Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer skal skilles
TV-vært Lasse Rimmer og blogger og influencer Line Hoffmeyer skal skilles. Det fortæller de begge i hvert sit opslag, de har delt synkront på Instagram.
"Det er med tunge hjerter, at Lasse og jeg kan fortælle, at vi ikke længere danner par. Nogle gange sker livet bare, kriser rammer og tingene går ikke altid som man håbede, troede og ønskede." skriver Line Hoffmeyer til sine 70.000 følgere i sit opslag, der er ledsaget af et bryllupsbillede.
Hun fortæller, at parret det seneste år har stået i en stor krise, som de ikke har kunne håndtere som team. Det tager de nu konsekvensen af, skriver hun.
"Det var aldrig, hvad jeg troede, ønskede, håbede. Alligevel er det blevet sådan." skriver Lasse Rimmer i sit Instagram-opslag, som han har delt med sine 72.000 følgere tirsdag eftermiddag.
Derudover skriver han "Jeg er stadig fuld af kærlighed til den kvinde, der har gjort livet lysere og gladere for mig og mine i flere år."
Skilles med dyb respekt
Line Hoffmeyer skriver desuden at hun og Lasse Rimmer skilles som venner og med en dyb respekt og stor kærlighed for hinanden.
Rimmer og Hoffmeyer blev gift i slutningen af august 2019.