Lea "Burger" Engelhardt Jakobsen bringer hjerteskærende nyhed: Han kom til verden med lukkede øjne
Lea "Burger" Engelhardt Jakobsen og kæresten Mark Augstenborg går lige nu igennem enhver forældres værste mareridt.
Parret har mistet deres elskede, lille dreng, der kom til verden i går.
Det skriver parret i et hjerteskærende opslag på Instagram, hvor de beskriver den forfærdelige tid, som de lige nu går igennem.
- Livet er uretfærdigt💔🕊️ Med tunge hjerter og vores livs største mareridt og sorg, at vi skal skrive det værst tænkelige opslag vi nogensinde kommer til. Vi har mistet vores elskede lille dreng💔, skriver parret, der lige nu befinder sig i en dyb sorg.
Parret kommer ikke ind på årsagen til barnets død, men de skriver, at han kom til verden med lukkede øjne.
- Den 3. November klokken 17.00 blev vi forældre til vores lille dreng. Den fineste lille velskabte dreng, fuldstændig færdigbagt og perfekt 3500 g og 54 cm - han kom til verden med lukkede øjne og er blevet den fineste engel i himlen, som vi vil mindes og elske resten af vores liv 👼🏼💔❤️, fortsætter parret i opslaget, hvor de har delt et billede af den nyfødte drengs fodaftryk.
Det er ikke mere end en uge siden, at Lea "Burger" Engelhardt Jakobsen gik på barsel fra podcasten "Du har det ikke fra mig", som hun har sammen med "Familien fra Bryggen"-stjernen Geggo.
Parret afslutter opslaget med, at de lige nu ønsker ro i den svære tid - og midt i sorgen bliver de mindet om den store kærlighed, som de altid vil have til deres englebarn.
- Vores kærlighed til ham er uendelig og vi vil altid have ham med i vores hjerter og huske og mindes den tid vi havde ham, afslutter parret i opslaget, som allerede har fået et hav af kondolencer i kommentarfeltet.