Lille Per er død: Nu er der kun Mie tilbage
Mandag bekræfter Manja Jurkowsky over for Ekstra Bladet, at hendes samlever Ole Neumann er gået bort i en alder af 77.
Ole Neumann blev kendt fra en meget ung alder som barneskuespiller, og stadig den dag i dag skal man bare nævne Lille Per, før alle ved, hvem der er tale om.
Der er lavet mange ”Far til fire”-film, siden den første fik premiere i 1953, men det er Ole Neumann, som de fleste forbinder med rollen.
Han spillede i otte af filmene den elskelige gut, der var lillebror til Ole, Mie og Søs, og det er nu kun skuespilleren bag Mie, der er tilbage.
Rudi Nielsen er i dag 81 år gammel.
Otto Møller Jensen, der spillede Ole, døde 55 år gammel i 1996. Han var tre år ældre end Rudi Nielsen, som han skulle forestille at være tvillingebror til.
Birgitte Price spillede storesøsteren Søs i seks af filmene, men også hun er for længst gået bort. Hun døde bare 63 år gammel i 1997.