Lisbet Dahl er blevet opereret, og nu har hun brug for at rette op på nogle misforståelser
Den 6. juni var der premiere på årets udgave af Tivolirevyen, men det var ikke mange forestillinger, som Lisbeth Dahl nåede at være med i. Halvanden uge senere måtte Tivolirevyen aflyse på grund af sygdom.
Lisbet Dahl blev hentet i en ambulance og hurtigt efter fandt man hendes erstatning i form af Lone Rødbroe.
Årsagen til hendes sygdom skyldes, at Lisbet Dahl for 18 år siden fik en ny hjerteklap, og det var den, der pludselig begyndte at volde problemer. I sidste uge gennemgik hun så en operation, og mandag den 15. juli var hun på besøg i ”Go’ Morgen Danmark” for at give en status på sit helbred.
- Jeg har det sindssygt godt, forsikrede 78-årige Lisbet Dahl i den røde sofa, som hun også havde sat sig i for at få rettet op på nogle misforståelser.
Mens hun har været væk, har der nemlig været mange rygter om, hvad der var galt. Lisbet Dahl har oplevet, at nogle har troet, at hun havde stress, og at folk generelt har været meget bekymrede for, at hun fejlede noget meget alvorligt.
- Det er lige før, de skrev: ”Hvil i fred”. Jeg skrev tilbage: ”Så ring dog for helvede!” Nu må I holde op. Jeg er her for at vise, hvor godt jeg har det, sagde Lisbet Dahl i studiet, hvor hun også fortalte, at der har været en overdrevet respekt fra folk, som følte, at de ikke ville genere hende.
- Hvis man ligger derhjemme og er dårlig, er det dejligt, at nogle ringer eller kommer forbi til kaffe. Men det gør de ikke. De ringer til mine børn og spørger, hvordan jeg har det. Jeg ville gerne have, de kom med en kage til kaffen, forklarede Lisbet Dahl, der heldigvis har det rigtig godt oven på sin operation, som hun i øvrigt selv havde fornøjelsen af at overvære, idet hun ikke var i narkose.
Hun har i en periode ikke måttet køre bil, ligesom hun heller ikke må bære tung ting endnu, men hun har det godt, og har i den grad planer om at vende tilbage til scenen.
- Jeg er jo ikke gammel nok til at holde op. Det synes jeg i hvert fald ikke, sagde Lisbet Dahl i ”Go’ Morgen Danmark”.
Præcis hvad der skal ske, ved hun endnu ikke. Det er endnu ikke blevet meldt ud, hvorvidt Tivolirevyen vender tilbage i 2025. Årets forestilling spillede for sidste gang søndag den 14. juli.