Lisbeth Østergaard jubler: Har solgt huset på Amager
Lisbeth Østergaard og hendes mand Ralf Østergaard Christensen har til eftermiddag delt dejlige nyheder. Lisbeth Østergaard kunne nemlig fortælle BILLED-BLADET, at familiens villa på Amager endelig er blevet solgt.
– Vi har endelig solgt huset, nu har jeg ro i maven, jubler Lisbeth Østergaard, da BILLED-BLADET fanger tv-værten på telefonen.
Parret har her til eftermiddag også delt et billede på Instagram, hvor Lisbeth Østergaard står med et glas champagne, og Rolf Østergaard Christensen står med mæglerskiltet, hvor der står "SOLGT" henover. I opslaget takker de for alle de lykønskninger de har fået den seneste tid, og tilføjer, at det er den helt rigtige beslutning, de har truffet.
– Det bliver bestemt ikke nemt den dag flyttebilen triller ned ad vejen, men vi tror stadig på, at det er det helt rigtige vi har gang i, skriver Lisbeth Østergaard i opslaget, som BILLED-BLADET har fået lov til at citere.
Parrets Amager-villa købte de tilbage i 2016 for fem millioner kroner, men da huset blev sat til salg sidste efterår, ville de have 13,250 mio. kr. for huset.
Men hvad huset er blevet solgt til vides endnu ikke. I salgsopstillingen fremgår det kun, at købsaftalen på huset er underskrevet.
I sidste uge kunne parret fortælle, at de har købt et hus i Aalborg, hvor de kommer til at bo tættere på deres familier. Huset er på hele 220 kvadratmeter i Hasseris, der ligger i det sydvestlige Aalborg.