Lisbeth Østergaard nød julefesten med Børnehjælpsdagen
Det er 16. år i træk, at Børnehjælpsdagen afholder julefester for anbragte børn og unge, der bor på et opholdssted eller en døgninstitution. Godt nok er det ikke 16. gang at Lisbeth Østergaard deltager, alligevel er det en stor glæde for hende at være med til at give børnene en uforglemmelig dag.
- Hvis børnene bare får halvt så meget ud af det som mig, så er jeg glad og tilfreds, fortæller Lisbeth Østergaard til BILLED-BLADET ved Børnehjælpsdagens julefest i år.
En rørende oplevelse
Den 36-årige TV-vært er meget stolt over at være ambassadør for en organisation som Børnehjælpsdagen, der hjælper til at styrke de unge deltagere igennem positive oplevelser som eksempelvis deres julefester. Lisbeth Østergaard lægger da også mærke til, hvilken effekt det har, at hun blandt mange kendte ambassadører, tager sig tid til sådan et arrangement.
- Til julefest i Vordingborg blev jeg mødt af en lille pige, som gav mig en kæmpe krammer og sagde: ’Jeg vil have dig med hjem’. Det er jo simpelthen så rørende, fortæller Lisbeth Østergaard, der havde svært ved at holde tårerne tilbage.
En flok mandfolk som nye ambassadører
Børnehjælpsdagen har 18 ambassadører. I år spæder de til med fire nye. Det er en broget skare, der dækker forskellige felter af underholdningsbranchen. Skuespilleren Alexandre Willaume, Komikeren Karsten Green, Rapperen Michael ’Jøden’ Christiansen og TV-værten Bubber er de nye skud på stammen. Desværre blev Karsten Green forhindret i at deltage i årets sidste julefest, men har været med til de foregående julefester.
Godt nok vil Bubber ikke betegne sig selv som ny, da han i år faktisk har 10-års jubilæum, men det er først nu han officielt er udnævnt til ambassadør. Børnehjælpsdagen er stolte over, at det nye kuld af ambassadører favner bredt, og at det er en god samling af rigtige mænd med store hjerter.