Lise Baastrup bliver snart mor igen: Derfor tager hendes mand det meste af barslen
I slutningen af oktober delte Lise Baastrup den glædelige nyhed, at hun og manden Jacob Dahl skal være forældre igen, og den 38-årige skuespiller er allerede langt henne i graviditeten.
Lise Baastrup har termin i begyndelsen af februar, og hun venter sig endnu en lille pige. Parret har i forvejen datteren Laura på tre år, som nu skal være storesøster.
Arbejdsom mor
Den travle skuespiller, der for tiden er aktuel i filmen ”Fædre og Mødre”, regner dog ikke med at holde en lang barsel.
- Jeg skal holde et par måneder, og så overtager Jacob, fortæller Lise Baastrup, som regner med, at hun derefter blandt andet skal i gang med optagelserne til sæson to af DR-serien ”Orkesteret”.
Samtidig glæder Jacob Dahl sig til at holde fri med sine to yngste børn.
- Det gjorde jeg også, da vi gik Laura. Det er meget logisk, at den der tjener flest penge, ikke tager barslen, forklarer han.
Gennem de sidste 25 år har han arbejdet som blandt andet forestillingsleder i Cirkusrevyen, og han ser frem nu endelig at kunne holde fri i de varme måneder.
- Jeg skal have barsel og tid til ungerne og mig selv. Jeg har ikke holdt sommerferie i 25 år, forklarer 55-årige Jacob Dahl, der også har de to voksne sønner Christian og Frederik, og som dermed kan se frem til at blive far til fire.