Mads Vad reagerer på Jens Werners død: Tårerne triller ned ad mine kinder
Det er med et tungt hjerte, at den professionelle danser Mads Vad, 39, har lavet et rørende opslag om den tidligere "Vild med dans"-dommer Jens Werner.
Mads Vad har nemlig reageret på den triste nyhed om Jens Werners alt for tidlige død.
Jens Werner gik bort tirsdag den 9. juli 2024 i en alder af blot 59 år - og det er nyhed, der har efterladt Mads Vad i tårer.
– Tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg kan slet ikke forstå, at du ikke er her mere ❤️, skriver Mads Vad i et opslag på Instagram, hvor han deler et billede af ham og Jens Werner sammen, hvor de smiler stort til kameraet.
– Jens, du var et af de mest betænksomme mennesker, jeg har mødt ❤️, fortsætter Mads Vad i opslaget, hvor man ikke er i tvivl om, hvor meget Jens Werner betød for dansestjernen.
I opslaget nævner Mads Vad, at Jens Werners familie var hans helt store omdrejningspunkt. Derfor sender han dem en ekstra tanke i den svære tid, som de lige nu går i møde.
– Jeg tænker på din familie, som jeg ved, betød alt for dig ❤️, afslutter Mads Vad opslaget.