Malte Ebert afslører sine fodboldtraditioner, når der er landskamp
Hele Danmark er klar, når det danske landshold i aften går på fodboldbanen i Stuttgart, når Danmark skal spille deres første EM-kamp mod Slovenien.
Popsangeren Malte Ebert trækker også gerne i fodboldtrøjen, når der er landskamp.
Det fortæller han i et interview med BILLED-BLADET.
– Jeg er som udgangspunkt altid at finde i min landsholdstrøje, der er rød og hvid, fortæller Malte Ebert, der også afslører, at landskampe næsten altid er lig med fadøl.
Det er ikke kun hjemme fra stuen, at Malte Ebert følger med i kampen. Han dukker også gerne op i Parken, når landsholdet spiller.
– Jeg kan rigtig godt lide at gå på stadion. Det er fedt at opleve Parken, hvor stemningen altid er noget helt specielt. Jeg elsker når stadionen er rødt og hvidt, og når folk laver bølgen, fortæller Malte Ebert, der sætter pris på, at mange danskere allerede kan synge med på hans sang "Kongen af Danmark".
Der er over 50.000 danske fans, der er valfartet til Tyskland for at se Danmarks første kamp i EM.