Man vil altid huske dagen, hvor Børsen brændte: Jim Lyngvild dybt berørt af uheldigt, royalt sammenfald
Designer og tv-personlighed Jim Lyngvild er af flere årsager dybt berørt af branden i Børsen.
Børsen på Slotsholmen er en af Københavns ældste bygninger, og det er derfor et stykke Danmarkshistorie som lige nu står i flammer. Desuden sker branden på dronning Margrethes 84-års fødselsdag.
Et sammenfald der bestemt berører Jim Lyngvild.
Det skriver B.T.
– Det bliver jo et andet København, vi kigger ud over, når vi ikke længere ser dragespiret. (…). Man vil jo altid huske den dag, hvor Børsen brændte ned. Det skal ikke forbindes med dronningens (dronning Margrethe, red.) fødselsdag, det skal jo være en glædens dag, men nu kan man ikke lade være med at tænke, at det også var dagen, hvor Børsen brændte og dragespiret faldt, lyder det fra Jim Lyngvild til mediet.
Den ødelæggende brand i Børsen har da også haft konsekvenser for den planlagte fejring af dronning Margrethes 84-års fødselsdag.
Klokken 12 skulle Den Kongelige Livgardes musikkorps have spillet koncert for fødselaren i Indre Slotsgård på Fredensborg Slot, men til BILLED-BLADET bekræfter Kongehusets kommunikationsafdeling, at koncerten aflyses af respekt for branden på Børsen.
Der vil i stedet finde et lille vagtskifte sted, som dronning Margrethe muligvis vil overvære.