
Mange kendte snyder med deres navne: Det hedder de i virkeligheden

Vi kender hende alle sammen.
Hun er kendt for sin sprudlende personlighed og smukke dans som professionel danser gennem otte sæsoner af "Vild med dans."
Hver gang hun og partneren gik videre til næste uge i programmet, blev hendes navn sagt højt.
Claudia Rex. Eller hedder hun nu det?
Både og.
Den professionelle danser hedder faktisk Pia Claudia Rex, og hun er bestemt ikke den eneste kendte dansker, som bruger sit navn på en lidt kreativ måde.
Nogle har simpelthen også bare taget et helt andet navn til sig.
Remee

Den tidligere X Factor-dommer og Melodigrandprix-skribent Remee Sigvardt Jackman havde oprindeligt et helt andet navn.
Han blev døbt Mikkel Johan Imer Sigvardt, men har siden ændret flere navne.
Han har taget navnet Sigvardt efter sine adoptivforældre, mens han har taget navnet Jackman, efter han som 19-årig fandt frem til sin biologiske far. Han er blevet kaldt Remee siden han var lille, og har derfor ændret fornavnet også.
Søs Egelind
Søs Egelind er som familiens lillesøster altid blevet kaldt Søs, men det er nu bare et kaldenavn. I virkeligheden hedder hun Hanne.

Til TV2 har hun fortalt, at der engang var nogen, der skulle bestille en flybillet til hende. Da hun fik den tilsendt, stod der Søs Egelind på den.
Det var ikke godt, for det stod der jo ikke i hendes pas. Så ringede hun til dem og sagde: "Jamen, jeg hedder jo Hanne."
Så kom der en ny billet tilbage, hvor der stod Johanne Egelind.
Pilou Asbæk

Skuespiller Pilou Asbæk er kendt over hele verden. I Danmark kan vi til tider kæmpe med at udtale hans fornavn, og det skyldes nok de franske aner.
For Pilou hedder faktisk Johan Philip Asbæk, men da hans mor er franskmand, er altid blevet kaldt Pilou, hvilket betyder 'lille Philip' på fransk.

Jonatan Spang

Kært barn har mange navne, og det har komikeren Jonatan Spang også. Han er nemlig døbt Jannik Kåre Jonatan Spang Olesen.
Selvom mange navne kan forvirre, så var det faktisk en fordel for Jonathan Spang i sine unge dage. Da han gik på teaterskolen i Aarhus, sagde reglerne nemlig, at elever som udgangspunkt ikke måtte optræde offentligt.
Pludselig var det smart at have et navn, som alle ikke lige kunne genkende, når han brugte sine ukendte fornavne.
Huxi Bach
Tv-vært og komiker Huxi Bach har et noget mere borgerligt navn. Hans fornavn er nemlig Christian.

Det klassiske fornavn bruger han faktisk kun, når han for eksempel skal til læge. Ellers er det altså navnet Huxi Bach, der bliver brugt mest i hverdagen.
Mascha Vang

Realitystjernen Mascha Vang har også valgt at kalde sig selv for et helt andet navn end det, hun blev døbt. Hun blev nemlig døbt Marianne.
Mascha Vangs mor var vild med skuespilleren Masja Dessau, men den var faren ikke helt med på. Så han fik sin vilje med navnet Marianne.
Navnet var dog for godt til ikke at blive brugt, og Maschas pony fik i stedet navnet.
I 2003 tog hun dog selv officielt navnet Mascha.
