Maria Mainz i kæmpe kjolekiks lige før Årgang 20-vennernes bryllup
Sommerferien er forbi, men bryllupssæsonen er stadig i fuld gang, og lørdag eftermiddag er det blevet Mads og Lena Gram Thomsens tur til at sige ja til hinanden.
Parret er kendt fra ”Årgang 20”, og blandt de mange gæster til brylluppet er Maria Mainz og Daniel Brask-Andersen, som mange kender fra det samme TV 2-program.
De bor i Lyngby og tog allerede fredag turen til Sønderjylland for at være klar til den store dag.
Men netop planen om at være klar i god tid gik i vasken.
I en story på Instagram fortæller Maria Mainz, og hun havde fundet den perfekte kjole til brylluppet, som hun havde glædet sig til at have på, men uheldigvis har hun glemt den hjemme på Sjælland.
Lørdag formiddag måtte hun derfor på jagt efter en passende kjole, og med hjælp fra sin mand og sine følgere kom hun i mål. Valget faldt på en lys sommerkjole med smalle stropper og jordbær-print.
Kjolekikset er ikke den eneste udfordring, Daniel og Maria er blevet mødt af ved ankomsten til Sønderjylland. Hun havde nemlig bestilt overnatning på et hotel med både spa og lækker mad, men ved ankomsten viste det sig, at Maria var kommet til at booke værelset til en anden dato.
Heldigvis fandt parret en løsning på begge problemer, så de kunne fejre deres venners store dag.