Mette Frisk fra Forsvundne arvinger: Jeg prøver at gemme det lidt
Det er ikke altid nemt at være vært på "Forsvundne arvinger", når man står i følsomme situationer med de medvirkende.
Mette Frisk sørger derfor for, at hun altid møder de medvirkende med den samme respekt og empati.
– Jeg har et stort behov for at møde alle mennesker med den samme respekt og empati. Det er meget intuitivt, og jeg siger bare til dem, hvad jeg føler, fortæller Mette Frisk til BILLED-BLADET, der ind imellem kniber en tåre, når hun hører om de rørende fortællinger, der gemmer sig bag familiernes stamtræ.
– Jeg bliver berørt af historierne. Men hvis jeg får tårer i øjnene undervejs, prøver jeg at gemme det lidt, for det skal ikke handle om mig. Jeg tager det heldigvis ikke med hjem, og jeg tror, jeg kan undgå det, fordi jeg har børn. Så er det børnene og deres samtaler med mig, der fylder, lyder det fra Mette Frisk, som uddyber, at det er børnenes fortællinger om deres dag i skolen eller de ting, der foregår i deres liv, der er vigtige, når hun går ind ad hoveddøren i familiens hjem på Amager.
Mette Frisk er gift med Søren Klovborg, som hun har sønnerne Svante, 11, og Aske på 14 år med. Og hun er bonusmor for døtrene Ida, 27, og Carla, 25, som Søren har fra et tidligere forhold.