Mor afslører sød detalje: Det er første gang for Sonny Fredie Pedersen
Fredag aften var en ganske særlig en af slagsen i ”Vild med dans”, for showet var en del af den store Knæk Cancer-uge på TV 2.
Showet blev sendt direkte fra Det Kongelige Teater i København, og der er altid noget ganske særligt over det, når programmet bliver sendt i de historiske rammer.
Dommerne stod skarpt
De fem dommere havde gjort noget ekstra ud af deres påklædning, og alle de tre herrer var klædt i sort smoking.
Det gjaldt også Sonny Fredie Pedersen, som i de sidste mange fredage har været noget mere farverigt klædt på, når han har siddet ved dommerbordet.
Men i program otte var det altså noget anderledes for den populære dommer – faktisk afslørede hans mor før showet, at det ikke er en mundering, han er vant til.
- Og jeg tror faktisk, det er første gang i hans liv, at han skal i smoking. Han har været i kjole og hvidt, når han har danset ballroom, men ikke i smoking som dansedommer, fortalte Søs Fredie-Pedersen om sønnen før showet.
Hun og Mickey Fredie-Pedersen var med i Det Kongelige Teater, hvor de for første gang skulle opleve showet live.