
Næsten dobbelt op på prisen: Ditte Julie har sat villaen til salg hos kendismægler

Det er mindre end fire år siden, at Ditte Julie Jensen købte bolig i Tårnby på Amager. Hun ønskede, at hendes to børn skulle vokse op med hus og have, og siden købet har ”Den store bagedyst”-stjerne gennemrenoveret boligen og bygget til.
Hvis man ønsker at overtage huset, har man nu muligheden, for det er netop blevet sat til salg.

Det er ejendomsmægler Adam Schnack, som er kendt fra ”Vandkant til salg”, der skal forsøge at sælge boligen for Ditte Julie Jensen.
De 218 etagemeter er til salg for 11 millioner kroner.
”Villaen er oprindeligt opført i 1956, men siden er huset blevet gennemgribende renoveret og tilbygget af nuværende ejer med en sjælden grad af sjæl og raffineret forståelse for ejendommens oprindelige kvaliteter og med sans for vores moderne tid. Etage for etage, rum for rum mærker man sjælen i hvert eneste kvadratmeter, design og materialevalg. Antallet af snedkerløsninger og specialdesignede elementer er ekstraordinært”, skriver ejendomsmægleren om boligen, der rummer seks værelser, og som oprindeligt er fra 1956.

Da Ditte Julie Jensen købte boligen tilbage i 2021, var prisen 5.675.000 kroner, og den nuværende udbudspris er dermed næsten dobbelt så høj, som det hun selv betalte i sin tid.
Ditte Julie Jensen påbegyndte sin renovering af huset midt i en krisetid, og undervejs har hun over for blandt andre Se og Hør været åben om, at banken krævede en tilpas høj vurdering af boligen, hvis hun skulle få lov at blive boende.
Nu er det tid til nye eventyr, for boligen er til salg.
