Natasja Crone og Rasmus Tantholdt afslører stor nyhed
Det er efterhånden fire år siden, at Rasmus Tantholdt og Natasja Crone offentliggjorde, at de var blevet kærester, men de har fortsat til gode at dele adresse.
I hvert fald lidt endnu.
Begge TV 2-profilerne har nemlig sat deres boliger til salg, og det er der en god grund til.
- Jeg kan bekræfte, at vi gerne vil flytte sammen. Derfor har vi sat vores boliger til salg, skriver Rasmus Tantholdt i en mail til BILLED-BLADET.
Natasja Crone har i mange år boet i en villa i Vedbæk i Nordsjælland, som hun købte i 2010 med sin daværende mand, mens Rasmus Tantholdt siden 2016 har boet i en bylejlighed midt i København.
Det er disse to boliger, som nu er sat til salg. Man kan se billeder af Natasja Crones villa ved at klikke her, og Rasmus Tantholdts lejlighed ved at klikke her.
Parret skal nu på jagt efter en ny bolig, men de kan endnu ikke løfte sløret for, hvor de planlægger at flytte hen.