Nikolaj Coster-Waldau og Rasmus Seebach dyster
Rasmus Seebach har massiv succes musikalsk, og Nikolaj Coster-Waldau har det på TV og film – ikke mindst i den storslåede HBO-serie ”Game of Thrones”.
Nu skal de to dyste mod hinanden ved ELLE Style Awards, der finder sted den 19. maj i Koncerthuset.
I kategorien ”Årets mand” er Rasmus Seebach og Nikolaj Coster-Waldau nomineret sammen med en anden prominent dansker, nemlig arkitekt Bjarke Ingels, der blandt andet står bag det hæderkronede og verdensberømte byggeri 8tallet i Ørestaden ved København.
Ifølge ELLE fokuserer kategorien ”Årets mand” på ”(…) en dansk mand, der får os til at stoppe op ved både at være attraktiv, dygtig til sit fag og etableret inden for sit felt og ikke mindst have imponeret os i 2013.”
Hvilken af de tre mænd, der således har gjort størst indtryk på juryen, må man vente til den 19. maj med at få at vide.