Nu kan du slå til! Huset fra Alene hjemme er sat til salg
Hvis du drømmer om en hjemmebiograf, en privat basketballbane og et hus med hele seks badeværelser, så kan huset fra "Alene hjemme" blive dit.
Det skriver TV 2, der bringer nyheden om huset, som nu er sat til salg.
Huset, der er på svimlende 800 kvadratmeter, indeholder fem værelser, seks badeværelser og en garage, hvor der er plads til tre biler.
Huset, hvor facaden kun blev brugt i filmene, var senest til salg i 2012, hvor hammerslaget lød på 1,25 millioner dollars, der rundt regnet svarer til 8,5 millioner danske kroner.
Nu, knap 12 år efter, har ejerne valgt at sælge huset til en noget anden pris. Huset blev nemlig renoveret tilbage i 2018, hvor huset fik en stor opgradering – og det samme gjorde prisen.
Huset, der ligger i en provinsby til Chicago, er nemlig sat til salg for 5,25 millioner dollars, der svarer til cirka 36 millioner danske kroner.
I filmene forsøger Kevin McCallister, der bliver spillet af Macaulay Culkin, at finde på smarte tricks, der får tyvene i huset til at stoppe deres indbrud. Det er desværre ikke scenerne indefra huset, der er filmet i det hus, der er til salg. Alle indendørsscenerne blev nemlig indspillet i kulisser, der var opsat på en nedlagt skole i Illinois.
Du kan se alle billederne af huset hos ejendomsmægleren ved at klikke på linket HER.