Nu sætter Christina Siguenza ord på tragisk dødsfald: Nåede ikke at sige tak til Stephanies svigermor
Julen er hjerternes fest, men i år var den for Stephanie Siguenza og resten af familien også forbundet med stor sorg.
”Årgang 0”-stjernens svigermor, Annisette Henckel, faldt om med hjertestop 14. december, og lillejuleaften fortalte Stephanie via Instagram, at hendes svigermor nu er fløjet videre.
En vigtig person i Stephanies liv
Stephanie har boet sammen med sin svigerfamilie gennem flere år, og hun har et meget nært forhold til dem, men dødsfaldet har også ramt resten af hendes familie.
Det skriver hendes mor, Christina Siguenza, i et rørende opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at citere.
”Min datter og svigersøn har mistet en vigtig og dejlig person i deres liv – plus resten af svigersønnens familie. A betød også noget for mig. Hun har hjulpet og støttet min datter, som var hun hendes egen. Hjulpet hende i hverdagens udfordringer og ikke mindst vist hende billedet af, hvordan en ”kernefamilie” med en mor og far, der har respekt for hinanden, skal se ud. Noget jeg ikke kunne vise hende”, skriver Christina Siguenza blandt andet.
”Jeg nåede desværre aldrig at takke A. Takke hende for at passe på Stephanie og for alt det, som hun har gjort for hende. Det ville jeg inderligt have ønsket, at jeg havde nået. Jeg vil passe på min svigersøn, som hun har passet på min datter. Og når vores første barnebarn i fremtiden kommer til verden, vil jeg sørge for, at ”farmor” medtænkes i de fremtidige stunder, der vil komme”, skriver hun videre på det sociale medie.
Det var meningen, at Stephanie skulle have fejret juleaften med sin egen mor, men set i lyset af de meget triste omstændigheder blev hun hjemme hos svigerfamilien i Slagelse.