Ole Henriksen afslører: Derfor har vi sat huset i Los Angeles til salg
I årtier har Ole Henriksen boet i Los Angeles i USA.
Men nu har han og manden Laurence taget en stor beslutning om deres boligsituation i byen.
Sælger huset
I 22 år har Ole Henriksen og Laurence boet i villaen i Los Angeles, men tidligere på året besluttede parret at sætte villaen til salg.
Der er to årsager til, at de har taget beslutningen. Den ene er for at slippe for vedligehold.
- Der er to årsager. Den ene er, at det er lettere bare at låse døren, og så ikke have noget at tænke på med vedligeholdelse af have, fortalte Ole Henriksen, da BILLED-BLADET mødte ham til ELLE Awards 2022.
Mere kriminalitet
Men der er også en mere trist årsag til, at parret nu flytter fra huset, som er sat til salg for omkring 40 millioner danske kroner.
- Den anden årsag er uheldigvis kriminalitet i L.A., som er så skræmmende nu, fordi de følger med en hjem fra restaurationer, og så venter de på, at porten ved huset åbner, og så kan de følge med ind inden den lukker. Man skal virkelig tænke sig om, for det er helt vildt. Vi lever ikke i frygt, men det er bare en foranstaltning, vi tager, lød det fra Ole Henriksen.