15. maj. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Onsdag fylder hun 80: Ulla Terkelsen har store planer på fødselsdagen

Ulla Terkelsen
Ulla Terkelsen
Foto: Jesper Sunesen
Onsdag den 15. maj fylder TV 2-korrespondent Ulla Terkelsen 80 år, og hun skal fejres af venner, kollegaer og familie hjemme i Danmark.

Det er de færreste, der fortsat arbejder, når de fylder 80, men Ulla Terkelsen har ingen planer om at gå på pension – heller ikke selv om hun onsdag den 15. maj runder det skarpe hjørne.

Korrespondenten bor til daglig i en lejlighed i Sydfrankrig, men selve fødselsdagen tilbringer hun hjemme i Danmark, hvor hendes arbejdsplads, TV 2, danner ramme om en festlig fejring.

Onsdag eftermiddag bliver den røde løber rullet ud, for kollegaer, venner og familie er inviteret til stor reception.

Står det til Ulla Terkelsen selv, behøver de dog ikke at medbringe en gave.

- Man behøver ikke give mig gaver, for jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved dem. Jeg har alt, hvad jeg kan ønske, fortæller 80-års fødselaren.

I 2024 har Ulla Terkelsen ikke kun rundet et skarpt hjørne, hvad angår sin alder, for 1. april var det præcis 60 år siden, at journalistkarrieren begyndte. Det blev dog ikke markeret.

- Nej, der må være grænser for, hvor mange festligheder, jeg skal holde om mig selv, smiler fødselaren, der onsdag den 15. maj udkommer med sin nye erindringsbog, ”I min tid”.

På TV 2 fejrer man også Ulla Terkelsens fødselsdag, for onsdag aften sendes det nye portrætprogram ”80 år med Ulla Terkelsen”. Det er optaget i London, hvor hun er blevet interviewet af korrespondentkollegaen Rasmus Tantholdt.

Læs mere om: