Pamela Anderson i chikt vinterlook på den røde løber i London
56-årige Pamela Anderson, der er model og skuespiller, dukkede stilfuldt op til Fashion Awards 2023 i Royal Albert Hall i London.
Til den store aften, der foregik i modens tegn, kom Pamela Anderson i et hvidt, vinterlook, hvor hun havde en hvid strik t-shirt på, matchende hvide bukser og en blazer i et plysset materiale.
Pamela Anderson brød det hvide vinterlook med et par bordeauxfarvede pumps, der satte den helt rigtige julestemning til arrangementet, hvor andre kendte personligheder som Kate Moss og Gwyneth Paltrow også lagde vejen forbi.
Modellen havde sat sit blonde hår tilbage i en løs hestehale, og hun havde også valgt at holde sit ansigt fri for makeup – og det var en helt bevidst handling fra Pamela Andersons side.
Hun har tidligere i et interview med Vogue fortalt, at hun har droppet makeup, da hun gerne vil være et forbillede for andre unge kvinder.