Pernille fra Den store bagedyst: Troede ikke sine egne ører, da datteren kom med overraskende besked
Pernille Bulskov fra Sorø kunne aldrig drømme om at melde sig til "Den store bagedyst".
Der har aldrig været en konditor gemt i hende, og de kager, hun tidligere har bagt, har kun været til husbehov.
Men det valgte Pernilles 25-årige datter, Mathilde, at sætte en stopper for. Hun tænkte, at det ville være en fremragende idé, at hendes mor skulle bage på tv i bedste sendetid.
- Hun kom hjem en dag og sagde: ”Jeg har sendt en ansøgning til ”Den store bagedyst”. Så sagde jeg, at det lyder da spændende for dig, men så svarede hun ”Jamen mor, det er en ansøgning fra dig”, erindrer Pernille om episoden, som gjorde, at hun takkede ja til at tage til audition, da hun ikke tænkte, at hun ville gå videre - men det gjorde hun.
Når Pernille tænker tilbage på sit eventyr i ”Den store bagedyst”, så kan hun ikke lade være med at trække på smilebåndet.
Hun havde nemlig ingen idé om, hvad det var for et program, hun havde meldt sig til.
- Jeg kan afsløre, at jeg aldrig har set bagedysten. Jeg fik jo lidt travlt, da jeg skulle til audition. Så måtte jeg lige se, hvad det var, at jeg havde kastet mig ud i, fortæller Pernille.