
Peter Ingemann joker: Jeg er jo nærmest halvt dværg!

Tv-vært Peter Ingemann fortæller mandag morgen på Instagram, at han har fået et spørgsmål om sin højde.
Ifølge henvendelsen har et kærestepar diskuteret, hvor høj den populære tv-vært egentlig er, og i deres research har de sågar konsulteret ChatGPT.
ChatGPT påstår, at Peter Ingemann er hele 193 cm høj, og der må kæresteparret erklære sig uenige.
Peter Ingemann lader heller ikke til at være synderligt imponeret af det, ChatGPT indtil videre har samlet op af info om hans højde.
"Hvis dette er det bedste AI og robotterne, kan præstere, så går der vist lidt tid inden Terminator kommer og overtager verden. 1,93 cm - Mig?!? Hahahahaha….. jeg er jo nærmest halvt dværg og blev nægtet optagelse i Livgarden i 1991. Jeg manglede 2 cm i højden med mine 176 cm," konstaterer Peter Ingemann på Instagram.

