
Rane Willerslev havde ikke planlagt at gøre det til kunstnerballet: Godt for ægteskabet

Det er nu godt en måned siden, at kong Frederik og dronning Mary var værter for et storslået aftenselskab for kunst og kultur på Christiansborg Slot.
Blandt de mange inviterede gæster var skuespillere, musikere, komikere og kokke. Også museumsverdenen fra repræsenteret, og Nationalmuseets direktør var med på gæstelisten.

Rane Willerslev deltog sammen med sin hustru Sophie Seebach, og museumsdirektøren beskriver kunstnerballet som en morsom aften.
- Jeg havde ikke meldt mig til lanciers, for jeg havde ikke tid til at øve mig. Men så blev der plads alligevel, og så sagde jeg: ”Nu gør vi det sgu!” Det var vi selvfølgelig ikke særlig gode til, men det var fandeme sjovt. Det var det sjoveste hele aftenen, og det var godt for ægteskabet med en svingom. Det var morsomt at prøve, fortalte Rane Willerslev, da BILLED-BLADET tidligere på ugen mødte ham på Trelleborg, hvor han skulle tage imod dronning Margrethe, der var på besøg for at genindvi langhuset.

- Jeg havde ikke danset det siden gymnasiet, og der gik jeg ikke særlig meget op i det. I hver gruppe var der en specialist, og han puffede mig rundt i manegen, så det ikke så helt idiotisk ud, lød det videre fra Rane Willerslev, der blandt andre dansede i kvadrille med Ellen Hillingsø. De er vokset op i samme område i Hellerup og har gået i folkeskole sammen, fortalte museumsdirektøren.
Rane Willerslev er gift med Sophie Seebach, som han har sønnen Vidar med. Derudover har han to døtre fra sit første ægteskab.

