Røg ud af Vild med dans: Dette har Camilla Dalsgaard haft travlt med i den forgangne uge
I sidste uge måtte det tredje par forlade ”Vild med dans”, og det var Andreas Bo og Camilla Dalsgaard, der trak det korteste strå.
De tabte omdansen mod Katinka Lærke Petersen og Mads Vad, men allerede kort efter showets afslutning havde Camilla Dalsgaard en plan for, hvad hun skulle bruge den kommende uge på.
- Vores datter spiller med i Eventyrteatret hele den kommende uge, så jeg tror, jeg får stambord i Grøften, og så kan I finde mig der hele ugen, nu hvor vi ikke skal træne, fortalte den stolte mor til Andrea på syv år.
Hun medvirker i forestillingen om Peter Pan, som man har kunnet opleve i Glassalen i Tivoli fra den 14. oktober og frem til den 22. oktober.
Det er den samme forestilling, som prinsesse Josephine også medvirker i.
Camilla Dalsgaard selv begyndte også karrieren som barneskuespiller. Hun spillede nemlig smukke Sally i filmen ”Bølle Bob og Smukke Sally” fra 2005.