Rosa gør klar til kæmpe fest for Jonas Vingegaard
Jonas Vingegaard, der i dag kører enkeltstart i det franske, har gjort det fantastisk under hele Tour de France, der slutter i morgen i Paris.
Alt tyder på, at den danske Tour-debutant ender som en imponerende nummer to i verdens hårdeste etapeløb.
Jonas Vingegaard nyder familiens støtte
I løbet af Touren har vilde Vingegaard fået kæmpe støtte af familien ude langs ruten på etaperne, og han har haft overskud til at vinke til dem.
Jonas Vingegaards kæreste, Trine Marie Hansen, datter, Frida, og svigermor, Rosa Kildahl, som vi alle kender fra ”Den Store Bagedyst”, har virkelig leveret varen som ægte cykelfans.
Det er så stort
- Det er bare så stort og fantastisk. Det er hans første Tour de France, og han har glædet sig helt vildt, og det har vi også, sagde Vingegaards kæreste, Trine Marie Hansen, til TV 2 SPORT for et par dage siden.
Svigermor Rosa Kildahl har flere gange haft lyst til løbe ved siden af rytterne, men det har hendes datter dog sat en stopper for.
Derfor har den kageglade Rosa gjort noget andet for at heppe på Jonas.
Rosa råber
- Jeg råber ”gulerodskage”, for det er der ingen andre, der gør. Så ved han, at vi er her, siger Rosa Kildahl og forklarer, at gulerodskage er Jonas’ yndlingsspise.
Hjemme i Glyngøre er man nu ved at gøre klar til at fejre den lokale cykelhelt.
Skal fejres med gulerodskage
Rosa Kildahl har forberedt festen på bedste vis.
Det fortalte sognepræsten fra Glyngøre i TV2 News her til formiddag.
Rosa Kildahl har således bagt gulerodskage, som hun har afleveret hos den lokale sognepræst, der har fyldt fryseren med det lækre bagværk.
Præsten er sammen med flere andre i byen arrangør af den store Vingegaard-fest i Glyngøre, der virkelig ser frem til at få deres helt egen Tour de France-helt hjem.