Sådan mindes DR fantastiske Master Fatman
Lørdag klokken 15.03 skulle Master Fatman – Morten Lindberg - have sendt sit ugentlige to-timers- program, ”Jazzmosfæren”’, på P8 Jazz.
Det kom han desværre ikke til, da han pludselig døde i tirsdags, kun 53 år gammel.
Et fantastisk menneske
Med disse ord indledes DR’s egen pressemeddelelse om, hvordan man mindes Morten Lindberg alias Master Fatman. Med fire timers udsendelse lørdag og hele dagen søndag på P8 Jazz er Master Fatman i centrum og bliver hyldet for sine professionelle og menneskelige kompetencer.
Kollegernes hyldest
Helt specifikt kan lytterne fra klokken 15.03 til 17.00 lørdag nyde P8 Jazz programmet ”Tykt farvel – og røvmeget på gensyn”, hvor Master Fatmans kolleger på DR-redaktionen mindes ham. Programmet vil byde på Morten Lindbergs egne ord fra radio og fjernsyn og på en bunke hilsener fra dem, der kendte ham. Udsendelsens musik vil være den slags, som gjorde Master Fatman glad.
Sidste udgave af ”Jazzmosfæren”
Lørdag fra klokken 17.05 til 19.00 fortsætter P8 Jazz med at sige farvel, når Tina Rømer og Niels Christian Cederberg holder åbent studie med jazzminder om Morten Lindberg. Søndag, den 31. marts, sender P8 Jazz uafbrudt med Fatman i fokus fra klokken 7.03 til midnat. Fra klokken 20.03 til 22.00 sender P8 Jazz den udgave af ”Jazzmosfæren” fra i søndags, som skulle vise sig at blive Master Fatmans sidste, mens han levede. Inden Morten Lindberg gik bort pludseligt, nåede han at lave udsendelsen ”Jazzmosfæren”, der skulle have været i æteren lørdag.
Den udsendelse sendes i stedet søndag den 31. marts fra klokken 22.03 til midnat på P8 Jazz som en afrunding på temaweekenden med overskriften ”det tykke farvel”.