Sæþór Kristinsson om sårbart emne: Jeg undlader at rette folk, når de tror, at jeg er kærester med en kvinde
Sæþór Kristinsson står ved sin seksualitet, og han stiller gerne op til billeder, hvor han kysser med sin kæreste Thomas Evers Poulsen.
Men når folk, der ikke ved, at han er homoseksuel, spørger om det går godt med hans kvindelige kæreste, så undlader Sæþór Kristinsson at rette på folk – og det er der en helt særlig årsag til.
Det fortæller Sæþór Kristinsson i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at citere.
– Jeg retter ikke folk, når de bruger “hun”, når de spørger ind, og smiler bare når snakken kommer ind på “min dame” derhjemme, skriver Sæþór, der også forsøger at holde sig fra pronominer, når han omtaler sin kæreste. Han bruger kun “kæreste” eller “partner”, fordi det er kønsneutralt.
Men selv når det kommer til steder, som han hyppigt besøger, så retter han alligevel ikke, folk når de omtaler hans partner som "hun".
– Jeg er kommet i den samme barbershop i 3 år, og har ikke rettet dem en eneste gang. jeg lyver ikke. jeg undlader og undviger bare, skriver Sæþór Kristinsson.
Men hvorfor er Sæþór Kristsson bange for at rette på folk? Det bunder i en frygt for diskrimination.
– Det kan godt være jeg anser mig selv som heldig, fordi jeg ikke oplever diskrimination i hverdagen – men der er stadig noget i mig der frygter det. Hvad der potentielt kan ske, hvis jeg “bekender kulør”, fortsætter Sæþór, der kan skamme sig over, at han i nogle situationer ikke føler, at han står ved, hvem han er.
Sæþór Kristinsson og Thomas Evers Poulsen har igen tid til kærestetid efter at Thomas røg ud af "Vild med dans" i fredags.