Sara Maria Franch-Mærkedahl og kæresten er klar til stort skridt: Nu flytter vi ind
2023 har allerede budt på mange livsomvæltende oplevelser for Sara Maria Franch-Mærkedahl.
For nylig sagde hun sit faste job som vejrvært på TV 2 op for at bytte det ud med et liv som freelancer.
Men det har også budt på lidt af et hus-eventyr.
I efteråret købte hun et hus på Østerbro sammen med sin kæreste Nicolaj Kopernikus.
Siden har parret brugt tiden på at sætte det i stand.
- Jeg har relativt ru hænder for tiden, men det går dejligt med renoveringen. Det går planmæssigt. Alt er skønt og i fineste orden, fortalte Sara Maria Franch-Mærkedahl til BILLED-BLADET, der mødte hende til Bodilprisen.
Faktisk går det så godt med renoveringen, at parret meget snart rykker ind.
- Jeg satser på, at vi næsten bliver færdig til tiden, fortalte hun.
- Det er indenfor et par uger. Det håber vi. Vi ser små skridt nu, der bliver store, uddybede hun.
I huset skal der også være plads til både Sara Maria Franch-Mærkedahls børn Vega Marie og Kastanje Kirstine samt Nicolaj Kopernikus’ tre børn Roberta, Louis og Mollie, når de er på besøg.