Se billedet: Flemming Krøll har fået et nyt look
Da Flemming Krøll var til premieren på det nye show fra Ørkenens Sønner, ”Fingeren på pølsen”, i Teltet på Bakken var der en forandring at spore hos revykongen. Flemming Krølls karakteristiske overskæg er nemlig væk.
– Mit skæg er røget og solgt, og det sker hvert år for at støtte organisationen Movember og kampen mod blandt andet prostatakræft, fortalte Flemming Krøll på den røde løber.
– For tredje år i træk har Joan på Kongens Bar, som er min dagligstue, når jeg er i København, købt det. Hun har givet 9.000 kroner denne gang og pengene er gået til den pulje, hvor jeg har doneret 125.000 kroner på grund af mit 50-års jubilæum, sagde entertaineren.
På spørgsmålet om, hvordan det føltes at være uden overskæg, lød svaret:
– Som en bar røv i ansigtet, men nu lader jeg skægget gro, og så kommer det forhåbentligt igen, sagde Flemming Krøll med et smil.