Skønne billeder: Heino Hansen og hustruen var i hopla til Reality Awards
Der var gang i den i K.B. Hallen lørdag aften, for her blev årets Reality Awards afholdt.
Blandt de mange kendte ansigter på den røde løber var Heino Hansen og hans hustru, Cecilia, men det var lige før, de ikke var kommet med.
- Vi fik billetter i går, fortalte komikeren lørdag aften.
De havde derfor heller ikke styr på, hvor de skulle sidde, men de havde varmet op til showet sammen med Natasha Brock og hendes mand, så de regnede med at kunne få sneget sig op til deres bord.
Heino Hansen og hustruen håbede især at komme til at møde Philip May og Mette Sommer og afslørede desuden, at de har stor respekt for realitydeltagere, ligesom de også elsker at se reality-tv.
- Vi kan godt lide reality. Jeg synes, det er dygtigt, det realitystjerner kan. Det er ikke bare en gratis omgang, understregede komikeren, der sammen med hustruen i 2024 selv er med i et realityprogram.
De udgør nemlig det ene hold i ”Jaget vildt”, og dermed er der også en mulighed for, at de måske scorer en eller flere nomineringer, når Reality Awards afholdes igen i 2025.
- Vi vil gerne blive Årets par. Det kunne være nice, sagde Cecilia.
- Den går vi efter. Hvis ikke vi er nomineret, må du godt citere mig for: ”Komiker raser” sagde Heino Hansen med et grin.
Foruden ”Jaget vildt” medvirker komikeren i yderligere tre programmer i 2024.
- Hvis man ikke er træt af mig i forvejen, så har man chancen i år! Understregede han med et smil.