Søren Dahl har netop skrevet bog om Søren Østergaard: Snart venter noget helt andet
Der er efterhånden et væld af bogtitler i Søren Dahls bagkatalog.
I august tilføjede den tidligere radiovært endnu én til listen. I et år har han fulgt gøgler og cirkusdirektør Søren Østergaard, og det er blevet til biografien ”Søren Østergaard. Så grin dog!”.
Når efteråret melder sin ankomst, er der dog noget helt andet på tapetet for den tidligere radiovært.
For han skal en tur på de skrå brædder.
- Så har jeg 30. september premiere i Esbjerg Musikhus på en turné-forestilling, der hedder ”Backstage” med Karen Marie Lillelund, som Vase og Fuglsang har skrevet til os, og hvor Henrik Lykkegård er instruktør, fortæller Søren Dahl til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Vi skal spille 26 forestillinger i oktober og november. Der er nok at se til. Det er virkelig sjovt, og Karen Marie synger vidunderligt, og i al beskedenhed er jeg uddannet pianist, så der bliver masser musik. Det glæder vi os til.
Søren Dahl har også succes med sine programmer ”Dahl i Rødovre”, som udkommer på Youtube og i podcastformat, hvor han tager en snak med forskellige kendte danskere.
I den nye sæson, som ruller for tiden, kommer der programmer med ”Badehotellet”-stjernen Anne Louise Hassing, Ole Henriksen og Alex Vanopslagh.
Forfatterskabet er dog langt fra lagt på hylden.
Det er dog fortsat en hemmelighed, hvem Søren Dahl nu skal portrættere i en ny bog.
- Jeg har lige lavet aftale om en ny bog. Jeg kan ikke sige, hvad det er, fortæller han smilende.
Livsfortællingen ”Søren Østergaard. Så grin dog!” kan købes nu.