Sophia Loren hastet på hospitalet: Voldsomt fald i hjemmet
Én af Italiens mest berømte skuespillere og stilikoner, Sophia Loren, var søndag ude for et uheldigt fald i sit hjem i Genève i Schweiz.
Den 89-årige stjerne faldt så voldsomt, at hun blev hastet til hospitalet, hvor hun blev opereret.
Ifølge det amerikanske medie The Hollywood Reporter fortæller en kilde tæt på Sophia Loren, at hun brækkede hoften flere steder, ligesom også hendes lårben er brækket.
Sophia Loren er foruden at være skuespiller også indehaver af en restaurant i den italienske by Bari, og ifølge The Hollywood Reporter var det via restauranten, at den triste nyhed først blev offentliggjort.
På restaurantens Instagram-profil deler de et billede af skuespilleren og skriver, at Sophia Lorens operation var vellykket og at hun nu skal have ro til genoptræningen.