Stod ikke på gæstelisten: Derfor var Benedikte Hansen og Michel Castenholt med til Reality Awards
Gæstelisten til Reality Awards var alenlang, og K.B. Hallen var godt fyldt op med feststemte kendisser i alle afskygninger.
Helt oppe foran scenen sad et par velkendte ansigter, som de færreste nok havde regnet med at se, og som vel at mærke heller ikke var nævnt på gæstelisten.
Side om side sad nemlig skuespillerne Benedikte Hansen og Michel Castenholt.
De har ikke medvirket i nogen realityprogrammer, men til gengæld var de med til Reality Awards for at støtte veninden Pernille Højmark, der netop har været på tv i det forgangne år.
Hun var nemlig med i anden sæson af ”Forræder”, hvor mange formentlig husker hendes utilfredshed med Heinos forræderi.
Netop det drama, der udspillede sig mellem de to på tv, vandt de en pris for til Reality Awards. Derudover var Pernille Højmark på scenen sammen med sit band, Sweethearts, og hun fik for alvor sat gang i festen med en perlerække af hits.