Stor lykke: Bente Scavenius og Joen Bille er blevet bedsteforældre igen
Bente Scavenius og Joen Bille har fået en tidlig julegave.
De er nemlig blevet bedsteforældre for femte gang – til en lille dreng.
Det er parrets datter, skuespiller Beate Bille, der har fået sit tredje barn med sin mand, filmfotografen Magnus Jønck.
Nyheden afslører hun på sin Instagram, hvor hun fortæller, at sønnen kom til verdenen onsdag i sidste uge.
- D. 7.12 kom vores dejlige dreng endelig til verdenen. Han er så fin og sød, og vi er alle topforelskede i ham.
I opslaget, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele, deler hun et sødt billede af den lille ny og et med storesøster og storebror, Fernanda, 12, og sønnen Hector på 7 år.
Udover Beate Billes tre børn er Bente Scavenius og Joen Bille også bedsteforældre til Rosa på 2 år og Jens på 5, som er børn af sønnen Peder Bille.