Stor overraskelse: Jon Dahl Tomasson til gallamiddag med kong Frederik og dronning Mary
I disse dage er kong Frederik og dronning Mary på statsbesøg i Sverige, og mandag aften afholdes der gallamiddag på Kungliga Slottet i Stockholm.
Kongelige, hoffet og politikere er ifølge gæstelisten blandt de mange inviterede, men netop gæstelisten afslører også lidt af en overraskelse set med danske briller.
Jon Dahl Tomasson er nemlig inviteret med til gallamiddagen, og det samme er hans hustru, Line Kongeskov Tomasson.
Den 47-årige tidligere fodboldspiller har 112 landskampe på CV’et, men de sidste mange år har han arbejdet som træner.
Siden 1. marts har Jon Dahl Tomasson haft ansvaret for det svenske fodboldlandshold, og det er formentlig også årsagen til, at netop den danske stjerne, der altså nu er landstræner i Sverige, er inviteret med.
- Det er en stor ære at være her i dag. Det er Hans Majestæt Kongens første officielle Statsbesøg. Det er en fantastisk dag, sagde Jon Dahl Tomasson til SVT ved ankomsten til Kungliga Slottet.