Susanne Bier afslører, hvilken Matador-stjerne hun minder mest om – og svaret overrasker
Det er godt et år siden, det kom frem, at en helt ny musical om ”Matador” var på vej.
Susanne Bier og Anders Thomas Jensen har skrevet det helt nye manuskript, og de nåede at få hjælp af Lise Nørgaard, inden hun døde 1. januar sidste år.
Siden da har man arbejdet på at blive færdige med forestillingen, og særligt de sidste par måneder har den fået én over armen.
Der er nemlig premiere i denne uge.
Instruktør Susanne Bier har haft "Matador" tæt inde på livet gennem de sidste par år, og da hun var gæst i ”Aftenshowet” mandag aften, blev hun spurgt, hvem fra serien hun minder mest om.
Susanne Bier grinede allerede, inden hun begyndte at svare, og svaret vil formentlig også komme bag på de fleste.
- Jeg må nok sige, det er fru Fernando Møhge. Fordi hun er så irriterende og sjov og skrap. Haha. Det ville nok være hende, jeg kunne identificere mig med. Hun er så langt ude, og det kan jeg godt leve mig ind i, sagde filminstruktøren med et stort grin i DR-programmet.
I musicalen ”Matador” er det Daimi Gentle, der skal spille fru Fernando Møhge.
Musicalen kan opleves fra torsdag den 15. februar.