Thomas Blachman er blevet far igen
I "X Factor"-studiet er Thomas Blachman som dommer ofte fuld af energi og engagement.
Den samme gnist får han gavn af nu, når han på hjemmefronten muligvis har en række søvnløse nætter i vente.
Den 59-årige Thomas Blachman har nemlig budt velkommen til sit fjerde barn.
Det gør han sammen med sin forlovede, svenske Julia Werup, som har delt et billede sammen med den lille pige på sin Instagram-profil.
Her afslører hun også, at det ikke var forleden, at den lille ny kom til verden, men faktisk for omkring to måneder siden.
- Min datter, to måneder gammel, skriver hun på svensk til opslaget, hvor 35-årige Julia Werup ses smilende med den lille ny i armene.
Parret har i forvejen sønnen Zac, der er tre år.
Thomas Blachman har derudover to børn med sin ekskone Viola Heyn-Johnsen, som han blev skilt fra i 2012.