Thomas Evers Poulsen på kæreste-date efter Vild med dans-exit
En veloplagt Thomas Evers Poulsen var klar til en hyggelig aften med kæresten Sæthór Kristjánsson aftenen efter, at han og dansepartner Signe Lindkvist røg ud af Vild med dans.
Sammen skulle parret ind og se August Bournonvilles klassiske ballet Napoli på Det Kongelige Teater iscenesat af Vild med dans-dommer Nikolaj Hübbe.
Kæresten ville afsted
- Det var faktisk Sæthór, der ville ind og se forestillingen, fordi han ikke har set ballet før, forklarede Thomas Evers Poulsen, der selv var tæt på at blive balletbarn engang.
- Jeg var med i det otte ugers prøveforløb man havde, da jeg var ti år, men blev kasseret ved sidste lægetjek. Lægen sagde jeg ville blive for kraftig bygget, selvom jeg var en spinkel fyr, fortalte en smilende Thomas Evers Poulsen, inden han gik ind til forestillingen.