Tidligere tv-vært Maria Hirse idømt to års fængsel
Den tidligere "Lykkehjulet"-vært Maria Hirse er blevet idømt to års fængsel ved retten i Svendborg.
Det skriver blandt andre Se og Hør.
Hun er dømt for at have planlagt, orkestreret og tilskyndet fem unge mænd til at agere tæskehold og trænge ind i en ekskærestes hjem.
- Hun har orkestreret alt det her. Lokket unge mænd til både at begå indbrud og vold. Og selvom hun ikke var med, så var det hele sat i gang af hende. Og det er meget, meget alvorligt, sagde dommeren blandt andet.
Der er tale om to overfald, som fandt sted i februar og august sidste år.
49-årige Maria Hirse har i retten forklaret, at ekskæresten, mens de stadig var sammen, fortalte, at han havde optaget deres samlejer på video, og det var ifølge tv-værten et af hovedmotiverne til, at han skulle straffes.
Den 48-årige ekskæreste nægter at have optaget deres samlejer samt at have sagt, at han har gjort det.
Maria Hirse har valgt at anke strafudmålingen.