Tina Müller deler ikke billeder af datteren på sociale medier: Hun skal selv vælge
Da Tina Müller voksede op i 80’erne, var det på mange måder mere simpelt.
I dag spiller sociale medier en enormt stor rolle i børn og unges opvækst, noget der ikke var meget af dengang sportsvært Tina Müller var barn.
Dengang var det ikke tanker om hvad andre lavede, der fyldte.
- Jeg cyklede selv ned til fodboldbanerne eller spillede mur med naboen i flere timer eller tog på biblioteket. I al den tid anede jeg ikke, hvad andre end dem, jeg var sammen med, lavede, fortæller Tina Müller i et interview med Femina.
Og netop den tanke har den 45-årige sportsvært haft med i overvejelserne i forhold til datteren Emma, der er syv måneder gammel.
Hun har nemlig aldrig vist datteren ansigt på sine sociale medier. Det er nemlig ikke noget, hun skal beslutte. Det skal Emma selv, når hun en gang er gammel nok til at forstå, hvad det betyder.
- Jeg vil ikke trække noget ned over hovedet på hende. Bare fordi jeg har truffet et valg om at dele mit liv på sociale medier, så behøver hun jo ikke. Jeg er med på, at vi lever i en helt anden tid, men jeg må da indrømme, at jeg er glad for, at min egen barndom ikke ligger offentligt tilgængeligt på de sociale medier, siger hun til magasinet.
Det betyder dog ikke, at Tina Müller ikke deler ud af barselslivet.
På sin Instagram deler hun nemlig i ny og næ billeder af trætte øjne efter søvnløse nætter, smukke gåture med barnevognen, og så bliver der også spurgt til råds om både bøger og lifte med ekstra længde på.