Tobias Hamann og Patricia Thyberg skulle først være forældre om en måned: Gener har ændret helt på planen
Det er kommet som lidt af et chok for Tobias Hamann og Patricia Thyberg.
Egentlig har hun en måned mere til, hun har termin med parrets første barn.
Men det har en gene lavet om på, for forældrene ved nu, at det er på tirsdag, deres lille søn kommer til verden.
- Det er ret syret. Man går jo på en eller anden måde og forbereder sig på, hvad der kommer til at ske, selv om man jo godt ved, at det kan man bare overhovedet ikke, fortæller Patricia Thyberg.
- Vi havde jo snakket om, at Patricia kommer til at gå over termin. Det gør de fleste førstegangsfødende. Vi troede, at det var til oktober engang, men nu er det bare på tirsdag, fortæller Tobias Hamann videre.
Årsagen er, at Patricia Thyberg har fået konstateret graviditetskløe, der gør, at den gravide absolut ikke må gå over tid.
- Det er, fordi jeg har fået konstateret leverbetinget graviditetskløe. Det er ikke så sjovt. Det er ikke seriøst alvorligt, men det er noget, der skal holdes godt øje med, og jeg tager noget medicin for at holde kløen nede. Man får ikke lov til at gå over tid og heller ikke engang til termin for mit vedkommende, fortæller den vordende mor.
Hendes graviditet bliver også en del af det nye tv-program, som parret er i gang med at optage til Viaplay.
Mestendels handler det dog også om, at de er flyttet i hus og skal renovere det.
Programmet kommer på efteråret på Viaplay og TV 3.