Tomas Villum Jensen havde hele familien med til premiere: Så store er børnene blevet
Tomas Villum Jensen er kendt som både skuespiller og instruktør, og søndag optrådte han lidt som begge dele, da han medvirkede i ”Agent” i en noget karikeret udgave af sig selv.
Tomas Villum Jensen er god ven af Nikolaj Lie Kaas, som har skabt serien, og han var naturligvis med, da der for nogle uger siden var gallapremiere på serien i Imperial i København.
52-årige Tomas Villum Jensen havde inviteret hele familien med på den røde løber, så han kom i selskab med hustruen Maria Montell, 54, og parrets tre børn.
Instruktøren og sangerinden mødte hinanden en aften i Aarhus tilbage i 2003, og efter flere måneders kurmageri fra hans side, overgav hun sig endelig. Parret blev gift i 2006, og i dag har de tre børn.
Den ældste, sønnen Villum, er 18 år, og så har de også døtrene Smilla på 17 og Lilly på 12 år.
Tomas Villum Jensens og Nikolaj Lie Kaas’ samarbejde begyndte tilbage i 1991, hvor de begge medvirkede i filmen ”Drengene fra Sankt Petri”. Siden har de spillet sammen i ”I Kina spiser de hunde” og ”Gamle mænd i nye biler”. Derudover har Tomas Villum Jensen instrueret blandt andet ”Solkongen”, ”Sprængfarlig Bombe” og ”Ved verdens ende”, som alle har Nikolaj Lie Kaas på rollelisten.