Troels Mylenberg: Sådan har du aldrig set ham før
Nærmest dagligt er Troels Mylenberg på skærmen på TV 2 for at fortælle om og analysere dansk politik, og det foregår ofte foran hans imponerende bogreol i hjemmet på Thurø syd for Svendborg.
Men nu hvor de varme temperaturer har ramt Danmark, er Troels Mylenberg og kameraet rykket ud på terrassen, hvor der er flot udsigt over Thurøbund.
Troels Mylenberg i shorts
Her toner han som altid frem i jakkesæt og slips, men hvad man ikke ser, er, hvad der foregår uden for kameraets synsfelt.
For fra livet og ned benytter TV 2’s politiske redaktør sig af en noget mere afslappet stil i form af et par behagelige shorts. Og så har han desuden også selskab af familiens hund.
"Så er vi klar igen, Basse og jeg," skriver Troels Mylenberg til fotoet, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
Bent Jensen i Køge Bugt
Troels Mylenberg er ikke den eneste tv-personlighed, der gennem tiden har skiftet den formelle stil ud med en mere sommerlig garderobe.
Mange seere vil huske TV Avisens folkekære nyhedsvært Bent Jensen, som i august 1975 gik til ekstremerne for at sætte et anderledes fokus på den igangværende hedebølge.
Den 8. august 1975 blev TV Avisen derfor sendt fra Køge Bugt, og i vandkanten var Bent Jensen blevet forsynet med skrivebord og den rigtige baggrund, så det lignede en udsendelse, der var lavet i et tv-studie.
Da han til sidst i udsendelsen skulle fortælle vejrudsigten, blev der zoomet ud, så alle seerne kunne se, at han faktisk var iført shorts og sad midt i Køge Bugt.
Om Troels Mylenberg på et tidspunkt gør ham kunsten efter og tager kamerastativet med ned til vandkanten, kan kun tiden vise...