Ups! Tobias Hamann kom til at afsløre kønnet på sit barn under interview
Tobias Hamann og kæresten Patricia Thyberg var taget på en romantisk kærestetur til Paris, hvor de to turtelduer skulle se Holger Rune og Clara Tauson i French Open.
Parret blev mødt af pressen inden, at de kunne sætte sig til rette på tilskuerrækkerne, hvor der ventede dem nogle fornemme pladser på nogle af de forreste rækker.
Ekstra Bladet var hurtige til at spørge om parret venter en lille ny Holger Rune eller en lille ny Clara Tauson.
– Vi kunne se på scanningsbillederne, at han holdt en tennisketsjer i hånden. Så vi får i hvert fald … sagde jeg 'han'?, lød det fra Tobias Hamann til Ekstra Bladet, hvor han med det samme opdagede, at han havde jokket i spinaten.
Patricia Thyberg var hurtig til at opfange Tobias Hamanns fejl, og det var ikke en tilfreds kæreste, der måtte indse, at nyheden nu er ude.
Patricia Thyberg og Tobias Hamann venter sig en lille dreng, der melder sin ankomst til efteråret.