Vejrvært Per Christiansen: Derfor fik vores hund et kunstnerisk navn
Da vejrvært Per Christiansen og hustruen Zita Hvid for ni år siden fik hund, blev de hurtigt enige om navnet til det nye firbenede familiemedlem.
- Da vi hentede ham, var der en kone, der kaldte den Fister, og så kom den, fortæller Per, mens hunden løber frem og tilbage i lejligheden i Aalborg for at fange hans omærksomhed.
- Men for at det skulle blive bare lidt kunstnerisk, så skrev vi det med ’ph’, forklarer han.
Det er dog noget, som Pers 88-årige svigermor stadig har lidt problemer med at forstå.
- Det kan min svigermor ikke finde ud af, så hun kalder ham Pister, ler Per.
Svigermor passer hunden
Per Christiansen og Zita Hvid bor på førstesalen i en gammel patriciervilla i den nordjyske hovedstad og i den gamle chaufførbolig, som hører til ejendommen, bor Pers svigermor Gerda.
Der er ikke mere end 20 meter mellem de to hoveddøre. Derfor er det også dejlig nemt, når der mangler nogen til at tage sig af Phister.
- Phister er hendes ven, og hun passer ham, når vi ikke er hjemme, fortæller Per Christiansen.
Også selvom hun efter ni år stadig kalder ham for Pister.